|
Projekt REN BY gik ”rent ind” hos børnene
Børnehavens projekter spænder vidt fra, ”vi lærer om sund mad og smører sunde madpakker” til ”REN BY”, hvor børnene gennem et stykke tid har lært om skralds påvirkning på naturen, og hvad vi kan gøre for at passe bedre på kloden.
Vi samler skrald ved Gentofte Sø og taler om, hvilket materiale skraldet er gjort af. I børnehaven undersøger vi, hvor lang nedbrydningstiden er. Børnene er nysgerrige og videbegærlige. De tegner de ting, der har optaget dem mest, og vi hænger tegningerne op, så børnene kan gå hen og ”læse”, hvor mange år, det tager naturen at få nedbrudt skraldet. Familierne har medbragt rent emballage fra forskellige produkter, og børnene laver små figurer eller skulpturer ud af materialet. Det hele udstilles i glasskabet på gangen og er genstand for mange samtaler dagen igennem. Det er noget særligt, når Borgmester Hans Toft deler veste ud og får nogle gode samtaler med børnene. |